Når vi tilpasser vores adfærd til andre menneskers behov

Den fulde udskrift at videoen er her nedenfor. Vær opmærksom på, at en del af det er talesprog og måske ikke helt korrekt, rent sprogligt. Alle Jakobs videoer er filmet i et take og uden manuskript eller teleprompter. Det vil sige, at du læser teksten til en film, som er optaget live og uden editering – med de sproglige unøjagtigheder, det kan medføre.

Hej, Jakob Bøge.

Jeg vil tale om dette her med, når vi begynder nogle gange at tilpasse vores adfærd til andre mennesker.

Og måske kender du denne her fornemmelse af at have antennerne ude, sanse, mærke andre mennesker, afkode deres udtryk, fornemme stemninger og følelser og så videre. Hele dette sanselige apparat, hvor vi begynder at mærke andre mennesker. Og nogle vil selvfølgelig sige, at det er helt almindelig empatisk adfærd, og det er det også.

Men der er den store forskel, at hvis jeg møder dig, og du har det skidt på en eller anden måde, jamen så kan jeg lægge en hånd på skulderen, og jeg kan spørge dig kan sige Hej, hvad foregår der? Det virker som om, at der er et eller andet, der trykker dig, eller jeg kan se, der er noget i dine øjne.

Men jeg opgiver ikke mit eget center. Jeg begynder ikke at forme mig selv eller tilpasse mig selv for at passe ind i din model, hvis man kan sige det på den måde.

Der hvor det her med, at vi tilpasser os andre mennesker, det bliver en belastning, det er, når vi tager det skridt ud udover empatien. Der hvor vi begynder, at ja, som jeg siger, former os og tilpasser os. Vi mærker et menneske, som har meget stærke meninger, måske. Og så begynder vi at gå under og lade være med at have meninger for ikke at forstyrre.

Det kan komme til udtryk på alle mulige måder, og indledningsvist vil jeg sige, at jeg ved, der er nogen – for mange mennesker –  som lever med relationer forskellige steder i deres liv. Det kan være parforhold. Det kan være i familien. Det kan være i venne- venindeforhold. Det kan være en chef. Det kan være i alle mulige sammenhænge, men hvor det her er virkelig, virkelig problematisk. Og især i parforhold kan det jo blive taget til steder, hvor det her med, at vi går på æggeskaller, og hvor det handler lige pludselig mere om fysisk og psykisk vold og sådan nogle forskellige ting, har jeg stor respekt for.

Jeg taler nok om niveauet lige under det, hvor det ikke er helt så alvorligt, men ikke desto mindre, hvor det bliver en adfærd, hvor vi faktisk kommer til at give afkald på vores egen integritet og vores eget center, som jeg siger.

Og hele problemstillingen ligger i det her med, at vi, at vi sanser noget hos et andet menneske. Og så begynder vi at ændre vores egen adfærd for at imødekomme det eller for at give plads til det eller for at undgå at skabe uro. Det kan sådan være mange ting, men det er typisk i den retning, at det går. Så nogle af vores egne udtryk, de får ikke plads.

Jeg arbejdede en gang med en ung mand, som var vokset op i et miljø, som på forskellig vis var dysfunktionelt, og han havde trænet sig i at høre, så den mindste variation i et toneleje, det kunne han afkode til, at nu var der vrede. Nu var der ked af det. Nu var der stilhed. Nu var der forskellige ting, og det er jo selvfølgelig en fin ting at kunne.

Men når vi har den radar kørende hele tiden, når vi har de der antenner ude hele tiden i forhold til sanse, mærke, afkode andre menneskers udtryk, så bliver det en enorm belastning for os.

Og ofte så er det jo noget, der er opstået sådan i grove træk ud af to forskellige udgangspunkter.

Tilpasning som resultat af dysfunktionelt miljø

Det ene er, at vi er vokset op i et dysfunktionelt miljø, som kan være mere eller mindre dysfunktionelt, men i hvert fald i et miljø, hvor der ikke er blevet skabt plads til, at vi kunne udtrykke os frit. Til et miljø, hvor der måske ikke er blevet talt åbent om, hvad der har været foregået. Til miljøer, hvor der har været følelser, der har været holdt tilbage, så der har ikke været klarhed. Vi har kunne mærke, at der var et eller andet, som var underligt. Men der er ikke fulgt nogle ord med, der er ikke fulgt nogen forklaring med, der er ikke blevet spurgt ind til Hey lille ven, hvad føler du? Hvordan har du det? Så vi har gået i vores unge år, barne år og prøvet at finde ud af, hvordan skal vi manøvrere i alt det uudtalte.

Det er en mega belastning, og hvis vi tager det videre med os, og det ved vi jo, at vi ofte gør, altså den adfærd, den helt grundlæggende måde at være med os selv og være i livet på, som vi oplever i de tidlige år, og som vi finder ud af på et eller andet plan, fungerer for os. Det kan godt være de er belastende, men i grove træk fungerer de.

Jamen, det tager vi jo gerne med os videre, og så er det sådan, vi tænker, at nu er det bare sådan, jeg er. Så er vi blevet sådan et menneske, som tilpasser os og holder os lidt tilbage, og vi kan ikke lide konflikter, for når nogen så bliver vrede, så trækker vi os og i virkeligheden så rigtig meget af alt det der, det er jo bare kodning fra gamle dage, hvor vi har prøvet at manøvrere i det, der ikke var til at manøvrere i.

Og så har vi fundet en måde at være med det på og sno os i det og får mindst muligt ballade ud af det. Nogle har søgt balladen, men de fleste går derhen, hvor vi prøve at undgå for meget ballade.

Så det kan opstå der og være noget, vi tager med os. Det kan også være, at vi er blevet manipuleret ind i en relation, eller vi bliver sat i en arbejds relation med et menneske, som virkelig er manipulerende, og hvor vi hele tiden går og har de her antenner ude.

Så det er ikke nødvendigvis noget, der kommer fra de tidlige år. Ofte er det, men vi kan også være fuldstændig velfungerende mennesker med en god kontakt til vores eget center og så alligevel blive spundet ind i dette spind af uklarhed og manipulation og tvivl og alt det her. Og når jeg siger det, så er det også bare fordi jeg ved godt og vil gerne give udtryk for, at der sidder også mennesker, som er ganske almindeligt velfungerende og lige pludselig finder sig selv i sådan en relation her. Så det behøver ikke være, fordi vi har haft en dysfunktionel barndom, vil jeg bare lige give med.

Det er sådan lidt om, hvordan det opstår. Og ved godt, jeg har talt en del om det, men det er fordi, det er vigtigt at forstå: Hvor kommer det her fra? Hvad er det i virkeligheden i os, der sker, når vi begynder at give afkald på os selv? Og det her er nogle af tingene.

Hvad gør vi, når vi tilpasser os for meget

Når vi står i den her situation, så har vi dybest set tre muligheder, og på et eller andet plan træffer vi altid et valg om at gøre en af de tre ting. Ikke nødvendigvis bevidst men om ikke andet, så er det i hvert fald i en af de tre retninger, at vores liv og vores adfærd peger, og.

Når vi intet gør, bryder vi sammen

Den første er, at vi er i denne relation, vi er i denne omstændighed i vores liv, og vi gør ingenting. Vi bliver der. Jeg ved godt, når jeg står og siger det her, så vil de fleste tænke. Selvfølgelig gør vi ikke det. Der er da ikke nogen, der ville blive i sådan en relation. Men jo, det er der rigtig mange, der vil. Af alle mulige forskellige årsager kommer jeg tilbage til.

Men det, der er vigtigt, at forstå er, at når vi bliver, når vi bliver i det her, manipulerende, når vi bliver i denne relation uden at forandre noget. Når vi bliver i denne her relation, hvor vi hele tiden er på, sådan er lidt vagtsomme, som jeg siger, har antennerne ude, så har det desværre en pris for os.

Rigtig ofte fører det til, at vi oplever stress, vi oplever nedbrud eller sammenbrud, hvad vi nu vil kalde det, vi oplever, når vi kommer lidt længere hen, depressive tilstande eller måske endda egentlig depressioner. Og alt sammen fordi vi dybest set giver afkald på vores egen integritet, fordi vi har vores værdinormer, vi har vores holdninger, vi har vores ideer om, hvem vi er, og hvad vi står for, og det begynder vi at mindske. Vi begynder ikke at give plads til det. Vi begynder at holde tilbage og holde inde for ikke at forstyrre eller for ikke at skabe uro i denne relation, fordi vi prøver at tilpasse os.

Og jeg forstår godt hvorfor vi kan vælge den vej. Det kan være skræmmende at gøre noget andet, og det kan være, at det er det, vi er vant til på alle mulige måder. Det kan være, som jeg sagde før, at vi er spundet ind i hele denne her manipulerende, løgnagtige historie, som gør, at vi ikke kan se det.

Så det er ikke nødvendigvis et bevidst valg, men om ikke andet så et ubevidst valg om, at vi bliver der. Det, jeg gerne vil med, når jeg siger, det, er det, jeg gerne vil ruske lidt i tingene.

Så hvis du kan se, at det er jo det, der foregår, jeg er kommet ind i det her, og jeg går jo og giver afkald på mig selv, og der er ikke noget, der bevæger sig. Men jeg mindsker mig selv mere og mere. Så er det på tide at åbne glukkerne, og det er sagt med al kærlighed og forståelse for, at det kan være en rigtig, rigtig udfordrende situation. Men åbne øjnene og se på, hvad er det, der foregår her? Så det var den første af muligheden for at blive og gøre ingenting.

Vi kan forandre situationen eller rettere os selv

Den næste af mulighederne er, at vi begynder at forandre situationen. Og når vi vil forandre situationen på den måde, så handler det om, at vi vil forandre os selv.

Jeg tror, de fleste af os kender det her med at have en relation, hvor vi tænker. Men hvis nu han bare lige ville gøre sådan, hvis hun lige kunne finde ud af at sådan, hvis han nu begyndte at lade vær med, hvis hun blev bedre til. Hvis alle mulige andre mennesker begyndte at gøre eller holdt op med at gøre, at de begyndte at lave om og forandre.

Jeg har den ret klare holdning, at selvfølgelig kan vi blive bedre til at kommunikere og på den måde påvirke relationen. Og hvis det er parforhold, kan vi gå i parterapi og alt det her.

Men vores udgangspunkt skal altid være, at hvis vi vil skabe forandring, så skal den komme herfra. Fra vores hjerte, fra vores sind, for vores tanker, fra vores udtryk, fra vores selvfølelse, for alt det, der foregår inde i os selv. Det er kun dér, at vi reelt set kan skabe forandring.

Så vi må prøve at kigge på hvad er det i mit liv, der har formet mig til, at jeg ikke siger “nej tak, det vil jeg ikke være med til” eller siger, “det synes jeg ikke, du har ret i. Det er fair, du har det sådan. Jeg har det sådan her”. Hvad er det, der gør, at vi gør os selv små? Hvad er det, der gør, at vi trækker os? Hvad er det, der gør, at vi går under?

Fordi i virkeligheden, når vi har denne her relation, hvor vi tilpasser os, så er det jo lidt fordi der er to mennesker, som mødes, og det ene menneske insisterer på at holde fast på, at det er sådan her, det er. Jeg laver ikke om, jeg holder på, at det her, det er min holdning. Det er min mening. Det er mit udtryk. Det er mine følelser. Og så vil der tit være en, som er den mere tilpasningsparate part, som begynder at ændre og gå under og gøre sig selv mindre.

Og vi kan godt vente på, at den anden part, modparten, medparten, hvad vi vil kalde det, begynder at ændre. Men hvis vi vil skabe forandring, så er det os selv, vi skal forandre i.

Så vi kan begynde at stå ved os selv. Vi kan begynde at øve os i at udtrykke, hvad vi rent faktisk mener, vi kan øve at sige, selvom det er utrygt og selvom vi bliver nervøse over at sige, “Jamen jeg synes, jeg så det her”. Og jeg sagde det før og nu siger det igen. Jeg har respekt for, at der er relationer – Især i parforholds-relationer, hvor hvis vi gør det, så bliver det måske endda fysisk farligt. Så jeg forstår godt, at det ikke altid er lige til.

I langt de fleste tilfælde heldigvis, har vi mulighed for at skabe den her bevægelse i os selv, så det var nummer to mulighed, vi har. Det er, at vi rent faktisk begynder at ændre noget, og det ændrer det i os selv. Det er det ansvar, vi skal tage, det er den bevægelse, som vi kan skabe i os selv og i vores liv.

Hvis intet andet virker – så forlad relationen

Den tredje mulighed er jo den ultimative og er, at hvis ikke der er andre muligheder, jamen så må vi forlade relationen.

Så kan det være, at vi bliver nødt til at finde et andet arbejde. Det kan være, vi bliver nødt til at sige til det menneske, vi deler vores liv med. Det kan ikke gå længere det her.

Og der er sådan et par indikatorer på, hvornår det er tid, og ikke fordi jeg skal stå her og spille supersmart i forhold til, hvornår du skal opgive en relation. Men hvis det er sådan, at vi søger at skabe forandringen, og vi har en relations partner i den ene eller den anden relation, som bliver ved med at insistere på at ville kommunikere uklart, at ville kommunikere manipulerende, dominerende og på den anden måde ikke ville give plads.

Jamen så ultimativt, så har vi jo ikke andet valg end at lade stå til og bryde ned eller sige, så er jeg desværre nødt til at gå min vej. Det kan også være, at vi er kommet ind i en relation, at du er kommet ind i en relation, hvor du har haft en fin opvækst. Du har haft et fint liv. Du har fin kontakt til dit center, men denne her relation – og dette er oftest i parforholdets relationer – det er blevet manipuleret ind i et sted, hvor du er blevet i tvivl, hvor du ikke kan kende dig selv, hvor lige pludselig det ikke er dig, der sætter dagsordenen for, hvordan det er at være dig.

Og det er en alvorlig situation, og det er en situation, hvor der er som regel ikke rigtig anden vej, hvis vi vil bevare vores integritet og bygge den op igen, end at vi er nødt til at forlade relationen. Og nogle gange kan det være rigtig, rigtig vanskeligt. Det ligger lidt i, at vi er blevet snøret derhen, hvor vi har mistet os selv, og hvis det er det, så kan det være, at det kræver hjælp fra venner. Det kan være, det kræver hjælp fra familie. Det kan være, at du har brug for professionel hjælp, hvis det er sådan det er så vanskeligt at komme ud af. Jeg skal ikke udstikke den specifikke retning her, men jeg vil bare sige at vær virkelig åben over for, at hvis det er dér, det står. Hvis det er sådan, det er, så er der dybest set kun én udvej og den vej, den er ud. Hvor svært det end kan være og med kæmpe respekt, det håber jeg, at du hører, for det kan være svært.

De tre muligheder, vi har

Så alt det vi har talt om her, alt det jeg har talt om. Det er det her med, at når vi begynder at tilpasse os andre mennesker, det kan være noget, vi har lært i en voksen relation, som er giftig på den ene eller den anden måde. Det kan være noget, vi har lært i gennem vores opvækst, at det er den mest smidige at det er den mindst konfliktfyldte, at det er den bedste måde at manøvrere i noget, der ikke er til at manøvrere i. Når vi begynder at leve dér, så har vi tre muligheder.

Vi kan lade stå til og bryde mere og mere ned.

Vi kan forandre os selv, eller

Vi kan vælge at sige ultimativt: Det her går simpelt hen ikke. Jeg kan ikke som menneske blive ved med at være med her. Jeg er nødt til at gå min vej.

Jeg håber, at det her er brugbart. Det er et lidt alvorligt emne, hvor jeg taler ind i nogle dybe ting. Men der er også masser af relationer, hvor dette foregår på meget mindre niveau og på mindre alvorlige niveauer. Men ikke desto mindre niveauer, hvor vi faktisk kan give køb på os selv, og hvor vi kan give afkald på denne integritet, som jeg taler så meget om i denne forbindelse.

Så jeg håber, det er brugbart. Skriv endelig i kommentarerne, hvis der er noget af det her, som rammer dig. Hvad det gør ved dig, hvor du står henne i dit liv. Jeg elsker at læse dem, og jeg svarer helt sikkert på det hele. Så gå ud og se, om det her er noget, der kan gøre en forskel i dit liv.

Rigtig god fornøjelse med det.