Passionen
Jeg kan huske, at jeg som ung mand var meget fascineret af mennesker, som jeg opfattede om ildsjæle. Jeg havde et ønske om at være ”sådan en”. En længsel efter at mærke den indre ild, at have noget – en sag – som jeg brændte for og følte kunne være en passion og noget, som JEG kunne brænde for. På daværende tidspunkt vidste jeg ikke, at der var en temmelig lang vej for mig, før jeg endte der. Jeg vidste, at jeg var glad for og god til at undervise – men jeg skulle i hvert fald ikke være underviser, som mine forældre… Hmmm…
Undervejs opdagede jeg, at indre ild og passion ikke er noget, vi bare kan GØRE – men det er noget, vi kan VÆRE. Ganske kort, så har jeg været (når jeg ser tilbage) meget meget holdt, kontrolleret og har søgt at være korrekt. Til et ekstrem, hvor jeg kontrollerede alle mine udtryk og følelser og ikke forstod, hvorfor jeg ikke kunne mærke ilden. Min personlige vej har været at skabe en indre frisættelse, at slippe de gamle overbevisninger, den gamle frygt for at være forkert og for meget og for lidt og alt muligt andet. Frygten for afvisning, for at blive dømt, for at være mindre end, for at nævne nogle af de væsentligste.
Og alt sammen har det ført til en forandring – en bevidst forandring – hen imod at blive et menneske med passion, med indre ild, med retning og mening i livet. Og lykkedes med at finde min indre ildsjæl.