Har du nogensinde haft en oplevelse af at tage dig sammen? Spænd op i kroppen og mast din vej med viljens kraft igennem. Hvad nu for noget modstand, der må være eller hvad det er for nogle omstændigheder, livet kaster efter dig. Eller måske er virkeligheden at skulle spørge: Hvor ofte gør du det? Fordi jeg tror, vi alle sammen kender det.
Det er jo en fantastisk menneskelig kapacitet, at når vi udfordrer, når der sker ting i vores liv, at vi kan tage os sammen og sørge for, at tingene bliver gjort, og de bliver håndteret sådan, at det hele ikke bare sejler. Problemet er, at udfordringen opstår, hvis det er den måde, du lever dit liv på. Hvis det er den tilstand, du rent fysisk, emotionelt og energetisk går ind i, når det er sådan, at der sker et eller andet i livet.
For det er det, der sker med det her. Det er, at når vi tager os sammen, så spænder vi op. Du kender måske fornemmelsen. Det spænder i balderne, det kan spænde i kæberne. Vi tager os sammen, og alting spænder op, så muskulaturen spænder op. Men det der også sker, er, at dit nervesystem spænder op, eller nervesystemet spænder ikke som sådan op, men vi aktiverer.
Du aktiverer det, der hedder det sympatiske nervesystem, som er vores kæmp-del af nervesystemet. Så det vil sige, hver eneste gang, at du laver denne “tag dig sammen” og bruger din viljekraft til at mase dig, skubbe dig igennem udfordringer, så aktiverer du i virkeligheden stress-tilstanden i kroppen. Så hvis det er det, der sker igen og igen og igen igennem din dag, igennem dit liv, så kommer du til at gå rundt med permanent stress, som over tid dræner din livsenergi og dræner din livsglæde og din følelse af at være godt tilpas og tilfreds i livet.
Det der også sker ud over nervesystem og muskler, det er, at hvis vi kigger på den kinesiske medicin meget kort, så er der noget, som man kalder for en fem-element-model, hvor der bl.a. er et metal-element, som handler om mange forskellige ting, men blandt andet om det her med at tage sig sammen og spænde op.
Du kan måske have det sådan, at du ved godt, at det ikke er godt for dig, men nu bliver du der alligevel og gør det, fordi det er sådan, det er nødt til at være. Og det kan være det, som det er nødt til at være. Men problemet er igen, når vi håndterer ting, der ikke behøver at blive håndteret sådan på den måde, så bliver det drænende over tid.
Det der er med dette metal-element er, at når det bliver ubalanceret, og det gør det af denne adfærd over tid, så lukker det for flowet til vand-elementet, som er dér hvor vi har tillid, og hvor vi kan lade livet flyde og vi kan flyde med. Og vi tror dybest set på, at det er godt, at det ikke ser helt ud, som vi gerne vil. Men vi tror på, at det er godt, og det bliver godt. Det er også der, vores livskraft bor. Vores livsessens. Så den bliver også drænet, når det er sådan, at vi går for meget ind i denne her “nu skal vi klare tingene”-tilstand.
Så der er rigtig mange gode grunde til, hvorfor det er vigtigt at gøre noget ved det, og det kommer vi tilbage til.
Hvad du kunne gøre ved det. Men allerførst lad os tage en diskussion om, hvorfor opstår det overhovedet? Jamen, det kan jo opstå, fordi der er omstændigheder i dit liv. Det kan være, at du er aleneforælder til tre børn, og der er ikke andet for end at klemme ballerne sammen og få tingene til at virke, fordi der er ikke nogen andre til at løfte dette projekt end dig.
Så du har det her halvanden fuldtidsjob, plus du håndterer, plus du skal være der for alle disse ting, og jeg forstår. Og jeg anerkender, at det kan være nødvendigt at leve livet sådan. Vi er også nødt til at pege på, at over tid er det opslidende og drænende, og det skaber stress, og det skaber udmattelse og udbrændthed fysisk, følelsesmæssigt og energetisk i kroppen.
Det er ikke for at skræmme dig, fordi hvis du er det, så ved du præcis allerede, hvad det er, som jeg snakker om.
Det kan også være, at du har en periode, hvor et af dine børn mistrives. Det kan være, du går igennem en skilsmisse. Det kan være dine forældre eller en af dem er syge, eller hvad ved jeg. Hvor vi må grave dybt og finde ressourcerne indeni. Ikke fordi den kapacitet er forkert. Den er super, super fed. Det dur bare ikke at leve derinde altid.
Men det der også er ved det, det er at nummer to årsag er, at det kan simpelthen være en programmering, der er opstået i dig. Lad os forestille os, at du er vokset op i et miljø, hvor den, der skulle tage sig af dig, ikke kunne finde ud af at tage sig af dig.
Det kan være, at der har været svigt involveret. Det kan være, at de bare ikke har været opmærksom på, hvad du havde behov for. Så på et eller andet tidspunkt opstår der en beslutning, og når vi ikke er så gamle, så har vi ikke så meget kognitiv kapacitet til at vælge vores vej og vores strategier.
Så tit sker der ét af to:
Vi giver op, og vi slår op i banen. Hvis du sidder og kigger med her, så er det sandsynligvis ikke dig.
Eller også spænder vi op, og så finder vi den der kraft, hvor vi klarer tingene. Uanset hvad det koster, så arbejder vi os igennem dem, og vi sørger for at gøre, hvad der skal gøres. Og så er det sådan, det er.
Og det er jo en fantastisk ting. Den overlevelsesstrategi har muligvis reddet dit liv, om ikke andet så i hvert fald følelsesmæssigt eller emotionelt – måske ligefrem bogstaveligt talt fysisk. Så jeg er ikke ude på at gøre den forkert, men jeg er ude på at pointere, at hvis det er dér, du håndterer alting fra hele tiden, så bliver du nødt til at kigge dig om efter noget andet.
Og jeg ved godt, jeg synes, at jeg burde sige det blødt og sige: “Så skulle du måske kigge dig om efter noget andet?” Nej, du bliver nødt til at kigge dig om efter noget andet. Fordi det vil dræne din organisme.
Det kan være fra barndommen, som jeg talte om. Det kan også være senere hen i livet. Det kan være, du blev forælder tidligt og skulle jonglere et eller to børn, studie og job. Måske du var aleneforælder, fordi den anden forælder var skredet sin vej. Der kan være alle mulige faser i livet, som skaber den her programmering. Og lige pludselig så er det bare den virkelighed, du lever i.
Og det er helt fair. Og jeg håber, du hører, at jeg virkelig anerkender, at omstændighederne og behovet kan være sådan, at der ikke er andet valg. Jeg er ikke ude på at gøre det forkert. Men jeg er ude på at give dig muligheden for at se på det på en anden måde.
Og den tredje årsag til, at det her opstår ofte, er, hvis du føler, at der sker ting, som er uden for din kontrol, og du ikke kan påvirke dem. Denne følelse af kontroltab har de fleste af os mennesker det ikke specielt godt med.
Og hvis der sker ting i dit liv, som skaber usikkerhed, eller som gør, at livet vakler på en eller anden måde – men det er noget, du ikke har mulighed for at kontrollere – så gør vi ofte det, at vi spænder op indeni.
Vi holder fast. Vi forsøger at skabe en form for kontrol indefra.
Og det er selvfølgelig en illusion. For virkeligheden er jo ligeglad med, at du spænder op. Men indeni kan det give denne her følelse af, at du faktisk er ovenpå situationen. At du har en følelse af kontrol.
Den bliver skabt indefra. Og hvis vi kigger rationelt på det, så giver det jo ingen mening. For spændingen ændrer ikke situationen. Den gør ikke, at det hele bliver bedre. Men ikke desto mindre skaber den følelsen af kontrol.
Det føles som om, at du som menneske står på lidt mere sikker grund. Og det er også en af årsagerne til, hvorfor denne her opspænding – denne her “tage dig sammen”-reaktion – kan opstå.
Så der er mange gode grunde til, at vi gør det. Og der er mange flere årsager end dem, jeg har nævnt her. Jeg har blot taget de tre mest almindelige, som jeg oftest støder på – både når jeg arbejder med mennesker, og når jeg reflekterer over mit eget liv.
Men nu skal vi tale om, hvad du kan gøre ved det.
Og det er jo i virkeligheden det allermest interessante.
Det første, du kan starte med at gøre, er at stille spørgsmål ved denne her adfærd.
Når vi ryger ind i vores vanemæssige mønstre, hvor der opstår en udfordring, og vores første impuls er at tænke: “Jeg må tage mig sammen og handle på det nu!” – så tillad dig selv at stille spørgsmål ved det.
Kunne det her måske håndteres anderledes?
Kunne det måske vente en time?
Kunne det vente til i morgen?
Kunne det vente til weekenden?
Jeg ved godt, at nogle ting kan ikke vente. Hvis dit barn ringer og har slået sig, eller der opstår en akut situation, så er det selvfølgelig noget andet.
Jeg er ikke en eller anden fantast, der tænker, at vi bare kan læne os tilbage og lade det hele passe sig selv. Jeg ved godt, at livet er bøvlet ind imellem.
Men jeg taler om de situationer, hvor vi automatisk reagerer uden at tænke over det. Hvor vi går i gang med at tage os sammen og spænde op – men hvor det måske ikke er nødvendigt.
Og nogle gange sker der dét, at vi bliver distraheret fra det, der lige før føltes så vigtigt. Og så opdager vi pludselig, at… det løste sig selv.
Måske var det slet ikke så væsentligt alligevel.
Måske var der nogen andre, der tog hånd om det.
Måske krævede det slet ikke så meget energi, som vi troede.
Og hvis du virkelig er dybt i denne her vane, så vil du måske først tænke:
“Nej, der var aldrig nogen til at tage sig af det – der var kun mig.”
Og måske har du ret. Men indimellem vil du opdage, at det faktisk ikke var helt sandt.
Så stil spørgsmål ved, om denne adfærd virkelig er den eneste måde at håndtere livet på.
Det næste, jeg vil opfordre dig til, er at anerkende dybden af denne overbevisning.
For det her er ikke bare en vane.
For mange mennesker er det en dybt forankret overbevisning:
“Hvis jeg ikke tager mig sammen, så falder det hele fra hinanden.”
Og vi mennesker kan ikke lide følelsen af, at tingene falder fra hinanden.
Så vær forberedt på, at du vil møde modstand.
Der vil være en stemme indeni dig, som siger:
“Du er et skvat, hvis du bare lader det ligge.”
“Hvis du ikke gør noget, så giver du jo op!”
“Hvad er du for en?”
Den stemme vil forsøge at holde fast i den gamle strategi, fordi den har virket.
Den har hjulpet dig igennem svære tider.
Men den virker ikke på lang sigt, fordi den dræner dig.
Så anerkend dybden af den – men lad den ikke styre dig.
Og til sidst: Brug kroppen til at frigøre spændingen.
For det her er ikke kun et mentalt mønster – det er også fysisk.
Når du tager dig sammen, så spænder din krop op.
Balderne spænder.
Kæberne spænder.
Maven spænder.
Den mest kraftfulde måde at slippe det på er dit åndedræt.
Når du tager dybe vejrtrækninger, så dæmper du stressresponsen i kroppen.
Musklerne får lov til at slappe af.
Dit nervesystem falder til ro.
Det lyder simpelt, men det virker.
Så på falderebet vil jeg sige: Anerkend dig selv for at tage dette ind.
Jeg ved, det er udfordrende.
Men det er muligt at ændre denne adfærd.
Jeg håber virkelig, du vil tage dette til dig.
Tak fordi du kigger med – og pas godt på dig selv.
