Hvad gør du, når du bare ikke rigtig orker mere? Det er jo et super interessant spørgsmål, som de fleste af os løber ind i. Jeg kan i hvert fald lige få øje på tre grove scenarier, som er virkelig interessante på hver deres vis.
Den første ting, som folk oplever, det er det der med, at der ikke er noget valg. Og jeg ved godt, at vi har jo altid et valg og så videre. Men lad os sige, du er alene med tre børn, og de er fem og syv og ni. Der er krav hele tiden, og du har et eller måske halvandet fuldtidsjob og så videre og så videre. Så det er svært lige at se sig ud af.
Og det vil jeg sige til dig, der er: Her og nu er det selvfølgelig et spørgsmål om, at du sørger for at nære dig selv. Det vil sige at være virkelig skarp på, hvordan du prioriterer din tid, sådan at de der ti minutter, der kan bruges på telefonen, dem kunne du måske bruge på at meditere. At du får taget et bad, inden du går i seng, sådan at din søvn bliver en lille smule dybere.
De her meget almindelige gængse råd omkring det, som jeg ikke kommer til at gå mere ind i end det. Men det er selvfølgelig en ting: Hvordan er du dog selv i den situation, så du ikke bare går længe og ryger længere og længere ned ad energitrappen og bliver mere og mere drænet? Men der er også noget i at sætte en vision for, hvor du i virkeligheden gerne vil hen. For det er det, der sker.
Og det er ikke kun i den situation, men det er, at vi tit bliver så fokuseret på at få tingene til at hænge sammen – for at få hverdagen til at fungere, på at gøre tingene i hamsterhjulet – hvis vi vil sige det sådan, at vi mister fornemmelsen af, at der faktisk kan være en anden fremtid. Så det her med at tillade, at der er en vision, at der er et billede af, hvordan tingene kunne se anderledes ud – fordi så har du ligesom det at styre hen efter.
Og det kan godt være, det er sådan her nu, men hvis jeg laver de her små forandringer, så kan det være noget anderledes om en måned, eller tre måneder, eller seks måneder, eller et eller andet. Så når der trods alt, at du får skabt et lys for enden af tunnelen – så er det første scenarie.
Det næste scenarie: Det er, at hvis du er et af de mennesker, som har vænnet dig til bare at knokle på. Og du bliver ved med at gøre. Du klemmer balderne sammen og kæberne, og du bare gør, og du altid presser ydelsen ud – så meget som kan presses ud af en remouladetube – jamen så er du nødt til at kigge på din egen adfærd.
Og jeg ved godt, at det kan være noget, som ligger rigtig dybt. At det er den måde, du oplever dig på som menneske, og det er den måde, du er gået igennem livet på. Det er der mange, der gør – og al ære og respekt for det, fordi I får virkelig udrettet noget, og I får gjort, og I tager ansvar.
Men det kommer også med en pris. Nemlig den her opsplitning og den her lidt krampagtige tilstand indeni hele tiden. Og hvis det er dig, så er det virkelig, virkelig vigtigt, at du lærer i højere grad at have den der lidt selvomsorg. At du måske lærer at sige ja og nej til nogle ting. At du begynder at bevæge dig hen, hvor det ikke er dig, der behøver at tage hånd om alting – og forstå, at du er okay alligevel.
Og det er ikke sikkert, du lige præcis har den følelse af ikke at være okay, men de fleste har noget i den retning. Så virkelig kig på: Hvad er det, der driver dig til hele tiden at tro, at det er dig, der skal tage hånd om alting?
For tit, som jeg snakkede om i det første scenarie – det her med hvor omstændighederne er sådan, at du ikke har noget valg – men den her adfærd, om bare at klø på, den bærer tit ind i en livsfase, hvor der faktisk er et valg. Men det er et spørgsmål om ligesom at gøre det valg internt og gøre det til en aktiv mulighed, som du kan gå med.
Så hvis det er dig, der har den her adfærd, hvor du bare klemmer på og gør alting – så virkelig stil spørgsmål ved det. Tillad dig selv at stille spørgsmål ved den identitet, det billede. Og det er ikke nødvendigvis noget, der er super nemt, og som bare lige går fra den ene dag til den anden. Men første skridt er at stille spørgsmålet, og i virkeligheden give dig selv lov til at kigge på og tænke: “Måske behøver det ikke være sådan.”
Det kunne faktisk godt være, at det kunne være anderledes. Og begynde at bygge op til, at du faktisk tillader dig selv – og får andre med – i det, at der er en anden måde at gå på.
Og det tredje scenarie. Det er, at du har en eller anden mission. At du har en vej, eller du har noget, du gerne vil udrette eller opnå eller gøre i dit liv. Sådan på et lidt højere plan.
Det kan være, det er din sjæl, der kalder på dig. Det kan være, du har følelsen af en mission inde i dig, som du gerne vil leve, og som du gerne vil udrette – for verdens skyld, eller for et andet menneskes skyld, eller for din skyld, eller et sammensurium af alle dem.
Og derfor er den her følelse – “jeg orker det ikke mere” – og jeg kender den personligt rigtig, rigtig godt. Den kan jo komme fra flere steder. Men ofte kommer den, når du har forfulgt noget, og du har gjort en masse, og du har udrettet – men du får ikke noget resultat.
Det kan være, du har lavet rammerne omkring en helt masse ting, og du har præsenteret det for andre mennesker eller for verden – og der kommer ikke nogen positiv tilbagemelding.
Jeg har oplevet det. Jeg har puttet lang, lang, lang tid i et fantastisk kursus, jeg havde bygget – og det var sgu et fantastisk kursus! Og der var en serie, der gjorde, at jeg fandt ud af alle de her ting – og der var ingen respons. Og der kan man godt blive lidt træt af det.
Men det er dog vigtigt at forstå, at det er en del af processen. Så hvis du har den her følelse af, at du forfølger noget, der virkelig, virkelig, virkelig betyder noget for dig – så gør dig selv den tjeneste og lad være med at slippe det af den grund.
Jeg har et meget banalt billede på det. Hvis nu du ikke planter en gulerod, men sår gulerod – og du har 25 gulerodsfrø, som du møjsommeligt putter ned i jorden, og du vander dem, og solen skinner på dem, og du står måske og mediterer og sender lidt kærlighed på, og hvad du nu finder på – og du får otte gulerødder.
Hvor blev de andre af? Og kan jeg sætte mig af?
Og nogle af de otte er måske store og flotte, og nogle af dem er små og kedelige. Hvorfor? Jeg ved det ikke – for de har fået de samme vækstbetingelser, og alting har tilsyneladende været fint. Men vi ved godt, at det ikke er dem alle sammen, der bliver til en gulerod.
Og det er lidt det samme med det her. Du kaster dine ting ud. Du kaster din sjæl, din energi, din kærlighed og hele din personlighed i dit projekt – men det bliver ikke nødvendigvis til noget. Ligesom at du har gjort alt det rigtige for gulerodsfrøet.
Men det, der er helt sikkert, er, at hvis du stopper med at plante gulerodsfrø – så kommer der i hvert fald ikke nogen gulerødder.
Så hvis du har den følelse af kald indeni – hvis du har den her mission, det her, der virkelig driver dig og som betyder noget, ikke bare i forhold til status og resultat, men for din sjæl, for dit hjerte – så er du nødt til at finde en anden vej end at give op.
For hvis du giver op på det, så mister du en del af dig selv, som er alt, alt, alt for vigtig. Og tro mig, jeg ved personligt, hvad jeg snakker om. Og jeg har guidet og coachet mennesker, hvor det er så tydeligt, hvad der sker, hvis vi slipper vores mission på det stadie.
Og det – du er ikke nødt til noget som helst – men det kan være en god vej at gå med det, det er, at du måske trækker dig, og du sparer en lille smule på din energi, og du sørger for at nære dig selv. Og det ved du selv, hvordan du gør.
Om du gør det ved at sove lidt mere, om du gør det ved at meditere, om du gør det ved at gå i skoven, om du gør det ved at vinterbade – der er en milliard veje til det. Det finder du selv ud af. Men at du stadigvæk holder skruen i vandet.
Ikke nødvendigvis, at du klemmer på og giver 16 timer i døgnet til dit projekt. Fordi når du er i den der lidt udmattede eller overkogte tilstand, er det sjældent det bedste arbejde, der kommer ud af os.
Så det her med at du tillader dig selv at trække dig. At du tillader dig selv at skrive din bog, dine tanker, dine følelser – og lige pludselig, pling, så er der et eller andet, der inspirerer og motiverer dig. Eller at du måske har nogle mennesker i dit netværk, som du kan sparre med. Men gør noget hver dag, som holder missionen på sporet.
Men du ser det sådan, at du tager dig af dig selv undervejs. Og det er jo nok i virkeligheden dér, hvor mit hjerte ligger rigtig meget – det er dem af os, som har det her kald, som har det her, vi gerne vil, og som ved, at det er bare svært og udfordrende ind imellem.
Og vi bliver drænet, og der er ting, vi støder imod. Og der er ikke rigtig andet for end at blive ved med at forfølge det. Men det er så vigtigt ikke bare at gøre det fra den der kampagtige, krampagtige tilstand. Fordi det er ikke dér, vores sjæl arbejder bedst.
Der er nogen, der påstår, at de lever bedst under stress eller under pres. Og ja, der er også nogle ting, vi kan levere bedre under pres. Men vores sjælelige arbejde – det der kommer fra hjertet, det der er kreativt, det der er et udtryk for vores sande jeg – for langt de fleste af os, der bliver det forvredet og bliver et ringere udtryk, når der er for meget pres på.
Så sørg for at trække dig. Giv dig selv plads. Nær dig selv. Sådan at det er det allerbedst mulige arbejde, der kan komme ud af dig – ikke bare for arbejdets skyld, men for din skyld.
Så det var en lille smule snak om: Hvad gør du, når du ikke rigtig orker mere? Og jeg ville ønske, at jeg kunne stå og sige, at “nå, men så trækker du bare stikket og gør ingenting.”
Men vi ved også alle sammen, at det er dybest set ikke rigtig den rigtige vej at gå. I nogle tilfælde er du nødt til at gøre det, og kroppen lægger dig ned, fordi du er stresset, eller så tilpas udbrændt, at der ikke rigtig er mere.
Men i langt de fleste tilfælde, så er det et spørgsmål om at prøve at finde den der balance. Og den balance – den afhænger af, hvad det er for et scenarie. Så jeg siger en hel masse ting. Lyt til det her igen. Find ud af: Hvad kan du gøre med det her i dit liv? Så du kan gå ud og leve det liv, som i allerhøjeste grad flugter med dig – og får dig til at føle dig godt tilpas.
Ha’ en rigtig skøn dag, du.
