Når familie relationen er svær

Opsummering

Vores nære relationer er et område, som kan være fantastisk og en stor kilde til ærgrelse, frustration m.m., når det ikke fungerer godt. Her er 3 ting, vi kan gøre for at håndtere den svære familie relation og forhåbentlig gøre den bedre – eller finde fred med den.

 

  1. Forventningsafstemning

Handler grundlæggende set om, at vi ofte har en større forventning til familiemedlemmer end til alle mulige andre mennesker, når det handler om, hvor meget vi gerne vil imødekommes, væres enige med og blive forstået. Ofte kan vores konflikt handle om, at vi ganske enkelt forventer noget af andre mennesker, som de ikke er i stand til eller villige til at gøre – og så kommer vi til at sidde i en endeløs spiral af skufede forventninger og konflikter.

 

I dette felt med at have forventninger sker også nemt det, at vi ser på et andet menneske og tænker, at ”hvis de dog bare lige kunne forstå” eller ”Hvis nu de dog ville gøre det her lidt anderledes”. Udfordringen her er, at det er vores ønsker om at et andet menneske skal flytte sig eller forandre sig for at vi kan føle os bedre tilpas. Det kommer sjældent til at ske – og sandsynligheden er, at de kan tænke noget tilsvarende om os – at hvis nu vi dog bare kunne ændre eller gøre eller lade være med…

 

Jeg er grundlæggende ikke tilhænger af, at vi sænker vores forventninger til livet – men jeg er tilhænger af, at vi ser realistisk på tingene. Og hvis vi har en forventning til et andet menneske, som vedkommende ikke kan eller vil indfri – så er den bedst løsning, at vi forandrer vores egen forventning.

 

  1. Lyt og forstå

En af de allervigtigste kapaciteter i en respektfuld og givende kommunikation er, at vi rent faktisk lytter til og prøver at forstå et andet menneske. Vi behøver ikke nødvendigvis være enige – men når vi oprigtigt giver udtryk for, at vi gerne vil forstå et menneskes baggrund for at sige, som de gør – at forstå, hvordan deres verdensbillede er – så opstår der en helt anden og langt mere frugtbar kommunikation. Så ender vi muligvis med ikke at være enige – men vi er mødtes på en respektfuld facon og kan være enige om at være uenige på den baggrund. Det vigtigste skridt i den forbindelse er, at vi fortæller vedkommende, at vi ikke forstår, hvordan de kommer frem til de holdninger, men at vi rigtig gerne vil forstå dem, så ”Vil du ikke fortælle mig, hvordan du ser på det her? Hvad er din opfattelse, hvordan anskuer du verden her?”

 

Det giver mulighed for, at vi kan have en meningsudveksling, som ikke bliver i samme tåbelige overskrifts- og postulatniveau, som vores medier desværre ofte fungerer på, men at vi rent faktisk møder et andet menneske og gerne vil forstå baggrunden for deres holdninger.

 

  1. Tag afstand til relationen

Nogle gange er en relation på et niveau, som vi ikke længere kan acceptere og der kan vi blive nødt til at sætte en grænse – og afslutte den eller i hvert fald sætte en fastere ramme op omkring den. Det er ikke der, vi bør gå til først, men det kan være nødvendigt.

 

Hvis du vælger den løsning på et tidspunkt, så er der et par ting, du med fordel kan være opmærksom på. Sørg for at tale ud fra dig selv, som i ”Jeg oplever det her og føler sådan her og derfor har jeg besluttet, at…”. Undgå at fortælle det andet menneske om alt, hvad de gør forkert og lad det være en lang bebrejdelse. Lad være med at forvente, at dine synspunkter bliver imødekommer og undgå at komme i en diskussion omkring det. Du kan selvfølgelig lytte, men vær gerne fast omkring, at det er sådan her, du har det. Problemet er ofte, at når vi begynder at forklare svære synspunkter, bliver det ofte med dårligere argumenter og formuleringer end vi lagde ud med.

 

Afslutning

Disse punkter kræver noget mod og sårbarhed og at vi træder ud af vores ego og vælger at være den, som forandrer relationen – uanset om vi får ret eller ej. Men hvis du følger et eller flere af punkterne, vil du være den, som har udvist overskud og ansvarlighed ved rent faktisk at have en respektfuld adfærd.

Forbedre relationen
Alle kan forbedres
Tanker om relationer
Skuffende relation

Læs hele teksten fra videoen her:

Hej, Jakob Bøge. 

Det her med vores nære relationer, familie-relationer. Det er jo et område, som kan være superfedt, når det fungerer godt, og det er et område, der kan være super ufint, når det ikke fungerer så godt og virkelig være kilde til frustration ærgrelse, at vi bliver kede af det, vrede måske ligefrem. Masser af følelser i den retning, og det er det, jeg vil tale lidt om i dag. Hvad vi kan gøre, når de relationer ikke er, som vi godt kunne tænke os. Jeg har sådan 3 forskellige pointer m,ed i dag og den første af dem, det er, at der er noget rigtig vigtigt i vores forventningsafstemning og jeg ved godt, at det lyder sådan lidt, men vi ved jo godt, at når vi er sammen med mennesker i en arbejdssituation eller i en venskabelig relation, så er vi forskellige, og vi har forskellig måde at anskue verden på, og vi har forskellige værdier og alle mulige forskellige ting, og det accepterer vi. Så kan det være, der er nogen, vi føler os mere tiltrukket af end andre, selvfølgelig. Men der er det fair nok, at folk har de her forskelligheder. Men når vi møder det i familie relationerne, så bliver det meget tit en kilde til irritation eller ærgrelse og disse følelser. Det hænger meget sammen med, at vores forventning i familien er, at vi gerne skal være som en enhed, og vi skal stå sammen. Der skal være en ensartethed på et eller andet plan, så når der sidder det her mennesker herovre, som sådan holdningsmæssigt divergerer, stikker fuldstændigt af, så bliver det en kilde til enormt meget frustration. Mangel af bedre ord. Det kan være alle mulige ting, alle mulige følelser. 

Så det her med, at vi begynder at kigge på, hvad min egen forventning egentlig, når jeg går ind til denne her relation. Når vi mødes om julemiddagen eller påskefrokosten eller fødselsdage, eller hvad det nu kan være for en sammenhæng, at vi møder vores familiemedlemmer. Så i stedet for at vi gang på gang på gang sidder med denne her ærgrelse over at dette menneske ikke forstår ikke møder, ikke anerkender at vi føler os måske ligefrem forkert eller dårligt tilpas når vi mødes i disse sammenhænge. Jamen at vi begynder at kigge på, hvad er egentlig realistisk at forvente. Jeg har så mange gange talt med mennesker som har den her oplevelse, at hvis bare den her mor eller den her far kunne forstå eller ville spørge lidt mere følsom ind til eller ville bakke op i en eller anden sammenhæng. Men det gør de ikke, fordi det er ikke, sådan de anskuer verden, eller de kan ikke. Og der er bare en ærgerlighed over, at vi gang på gang på gang bliver skuffede over, at de her mennesker, som står så nært, som står vores hjerte nært, men at de ikke kan være det menneske, vi godt kunne tænke os, at de kunne. Men i stedet for at vi bliver ved med at brænde os på det, så i virkeligheden bare anerkende, at de forventninger, vi har, de bliver aldrig nogensinde opfyldt af det menneske. Det ville være rart, det ville være dejligt. Det ville være vidunderligt, hvis det skulle ske, men det kommer ikke til at ske. Måske gør det en dag om ti år eller 20 år, eller hvad ved jeg. Men sandsynligheden er, at når vi står i vores voksenliv og oplever, at det ikke bliver opfyldt nu, så bliver det sandsynligvis aldrig, og det er jo ikke nogen som en særlig fed – nogen særlig fed vision eller særlig fedt perspektiv. Det er virkeligheden. Det er det, der meget vel kan være sandhed. Så i stedet for, som jeg siger, at vi gang på gang sidder på denne ærgrelse skuffelse. Jamen så bare anerkend, at det er dette, der er forventningen. Jeg bliver nødt til at justere mine forventninger til dette samvær. For lige nu har jeg en bare, der er her, som det her menneske ikke kan leve op til. Eller ikke vil eller ikke magter eller evner eller noget i den retning så, at vi er meget opmærksomme på vores egne forventninger og justerer dem til, hvad der kan lade sig gøre. Og hvis du kender mig, så ved du jo, at her er ikke særligt stor tilhænger af det her med, at vi nedjusterer vores forventninger til livet og til os selv og alle mulige ting. Men jeg er også stor tilhænger af, at vi ikke lægger vores velbefindende over i en kurv, der hedder, at hvis bare de her mennesker kunne eller ville eller gjorde. Fordi der er det fuldstændig uden for vores egne indflydelsessfære et eller andet sted. Hvis vores velbefindende til familie sammenkomsten afhænger af, om vores gamle mor eller fra eller onkel eller hvem der har problemstillingen, er med. De opfører sig på en bestemt måde at begynde at lave om på sig selv. Så har vi jo lagt op til, at det ikke kommer til at fungere særlig godt for os, men vores egne forventninger og vores egen idé om, hvad der kan komme ud af det her, hvad vi vil putte i det, hvad vi ultimativt tror er et menneske, der møder os med. Vores egen forventning – den kan vi styre, så derfor er det super vigtigt, at vi har et fokus på det punkt. Og i den her snak, der er jo også det der med at tit, så hører eller jeg har i hvert fald hørt mennesker sige det her med, at  det ville være så nemt, hvis bare han bare lige ville gøre det eller hun bare lige ville ændre det her. Så ville det blive fint. Men det gør de ikke, og ofte er det sådan, at modparten eller medparten eller hvad det hedder i relationen, kan have den samme tanke. Kig på dig eller på mig selv, hvis bare lige de ændrer det her. Hvis bare lidt de ville lade vær med dette, så ville det alt sammen være meget nemmere. Meget bedre på en eller anden måde. Men det er ikke en forventning, vi kan tillade os at have. Det er super svært for os at ændre på andre mennesker, og det er virkeligheden også, hvis man kan tale rigtigt forkert, et forkert udgangspunkt. Men vi kan ændre på vores eget perspektiv. Vi kan ændre på vores egen forventning. 

Nummer to er, at vi øver os i at forstå, at vi øver os i virkelig at lytte og forstå. Og det spiller meget ind i det her med, at når vi taler med et menneske som har et anderledes syn på verden, som har andre værdier, som har helt andre måder at opfatte sig selv og verden på. Jeg siger ikke, vi skal være enige. Det slet ikke det, du skal høre mig sige. Men jeg siger det, når der er mennesker, som vi er sammen med og gerne vil have en relation til. Så det at vi sætter os ned og siger ved du hvad, jeg kan godt høre, hvad du siger, men jeg forstår simpelt ikke baggrunden. Prøv at fortælle mig. Jeg kunne rigtig godt tænke mig at forstå, hvor du kommer fra. Hvad er det, du tænker om det her? Hvad du synes? Hvad er det, du oplever? Prøv at fortæl mig om det her emne. Hvordan du ser den del af verden? Og at være neutral og være at vi ikke dømmer det, at vi ikke prøver at gøre rigtigt eller forkert, men vi helt oprigtigt er nysgerrige, interesseret i det menneske i at sige – hvad er det, du oplever?

Fortæl mi dit verdensbillede her. Det nærvær, de fleste mennesker oplever det jo kun hos deres terapeut jo. Nogle er så heldige at have en partner, en kæreste eller ægtefælle eller en bekendt, som kan det. Men i langt de fleste tilfælde, der, når de fortæller om de ting, så bliver vi mødt med en et ønske om at lave om på det, og ”man må da kunne forstå, at at sådan som du ser på det, det kan man jo ikke, fordi det er jo sådan her”. Ja, lad os prøve forestille os at sidde over for den. Den dialog jeg lige har haft. Sige ”Hej det du synes, det kan man da ikke. Det er da forkert. Du bliver jo nødt til at kunne forstå, at det er sådan her, det er”. Det jo en helt fuldstændig forfærdelig måde at kommunikere med hinanden på. Så. Forstå. Vær nysgerrig, vær oprigtigt interesseret og prøv på at forstå hvad er det dette menneske tror på? Hvad er det der foregår mellem linjerne inde i det som denne her person siger, og vi behøver ikke være enige. Vi kan sagtens sige Ved du hvad? Jeg forstår faktisk godt, hvor du kommer fra. Jeg hører, hvad du siger. Jeg hører helt oprigtigt, hvad det er, du mener sådan og sådan. Men jeg er ikke enig. Fordi jeg ser på det på den og den og den måde. Men så i stedet for, at vi er uenige, og det bliver sådan et clash. Så lige pludselig har vi skabt en kommunikation, hvor vi er to mennesker, der forstår og måske ligefrem respekterer hinanden, for det. Vi respekterer,  i hvert fald, at vi har forskellige ståsteder. Og vi forstår, hvor vi kommer fra. Vi er ikke enige, men det er, hvad det er, så kan vi mødes på en respektfuld måde om at være uenige. Super vigtig pointe. 

Den tredje pointe. Det er ikke så meget spørgsmålet om at være enige. Det er mere et spørgsmål om at blive enige om, at det her går ikke. Nogle gange kan der være mennesker, som har en adfærd. Det kan være de er manipulerende. Det kan være, at de bliver ondskabsfulde, når de får for meget at drikke, hvilket de ofte gør. Det kan være alle mulige ting, men hvor vi siger at den her adfærd, den vel jeg simpelhen ikke være med til, og så trækker vi os fra den relation. Det kan være nødvendigt. Det er ikke nødvendigvis den fedeste løsning, men det kan godt være, at det som det er nødt til at være. Ofte ser jeg at det sker, når der kommer for eksempel en ny partner eller når der kommer børn ind i billedet, fordi vi har måske selv lært at leve med, at det her menneske agerer på den måde og har lært at absorbere – hvis man kan bruge det ord – ubehaget ved det. Men når vi lige pludselig får en partner ind i billedet, som på vej hjem i bilen siger, hvad er det der foregår, det er super mystisk det her væk og begynder at stille spørgsmål, som får os til at reflektere på en anden måde. Eller at vi bringer børn med ind og lige pludselig kan se, at det har jeg faktisk ikke lyst til, at de skal opleve det her. Jeg har oplevet det her hele mit liv, men det er ikke noget, jeg vil føre videre til mine børn. Så når vi bliver nødt til at træffe det her valg, så vil jeg opfordre til, der er mange måder at tage din kommunikation på. Men jeg vil opfordre til, at vi gør det på en respektfuld måde, så vi ikke begynder at angribe et andet menneske og sige, ved du hvad, du ødelægger det hele. Du har ødelagt vores relation. Du er skyld i at sådan fordi du gør sådan. Det kan godt være, at det er sådan vi har lyst til eller, at det er sådan det ender. Så er det, hvad det er. Problemet er, at der kan være sådan meget i ”YES! Nu fik jeg sagt, og nu kan den her person lære det”, men efterfølgende, så for de fleste, så er de i virkeligheden ikke den side af os, vi har lyst til at leve i. At være det menneske som begynder at gøre alle de andre forkerte eller det menneske som pådutter alt forkert heden og skylden i den sammenhæng. Så min anbefaling vil være, at vi finder modet og sårbarheden til at tage denne her dialog og sige :

”Ved du hvad, når vi er sammen, så oplever jeg det her. Når du gør på denne her måde, så skaber det det her i mig. Det kan jeg simpelthen ikke leve med, og jeg vil ikke have, at mine børn eller min partner oplever det her. Så derfor er nødt til at trække mig fra denne her relation. Jeg kan ikke deltage i det her på den måde. Og det er helt fair du gør som du gør. Jeg kan bare ikke være i det”.

Fordi så har vi sat vores egen ramme. Vi har udtrykt vores eget. Vi er ikke begyndt at angribe og bevæge os over på andres banehalvdel, men vi holder os for sig selv og fortæller det her, det oplever jeg. Det er min grænse, det her. Det kan og vil jeg ikke. Og så skal vi være opmærksom på, at når vi gør det. Så er det ikke sikkert at det bliver anerkendt. Det er ikke sikkert, at det bliver mødt, og det ved vi jo godt, et eller andet sted, at det nok ikke gør med. Derfor er der alligevel ofte et håb. Måske ikke ligefrem en forventning, som jeg tale om før, men et håb om, at det her menneske fatter det og siger til os, ved du hvad, det kan jeg egentlig godt forstå. Det vil jeg også gerne lave om på, og det er muligt, de gør. Men der er også en meget, meget høj grad  af sandsynlighed for, at de ikke gør og måske ikke forstår det og måske syntes, at du er galt på den. Eller hvad fanden er det med dig, at du vælger at træffe det her? Det har jo været sådan altid, og det fungerer da fint, og der kan komme alle mulige ting ind over. Men vi skal være forberedte på, at vi ikke bliver mødt med forståelse.

Og vi skal lade være med at argumentere for vores sag for at opnå forståelse. Vi skal være villige til den sårbarhed, som jeg kalder det, at vi fortæller – ved du hvad, det her er, sådan jeg har det. Og jeg har egentlig ikke så meget mere at sige, fordi når vi begynder at skulle forsvare og forklare noget, som vi egentlig har sagt på den bedste måde, vi kunne, så bliver det dårligere og dårligere ekko af os selv. Ja, så fortæl det vi har at sige, og så sige ”det er det, jeg har at sige. Jeg har ikke flere ord omkring det”. For hvis vi prøver så forvrænger eller fortynder vi i virkeligheden kun vores eget budskab med stor sandsynlighed. Og den her beslutning behøver ikke være mejslet i sten. Forstået på den måde, at så er det sådan altid. Det er den muligvis. Men lad os være åbne over for at se, hvor fører det hen? Nu har vi sat en grænse. Vi har gjort det på en pæn og ordentlig og respektfuld og ikke stigmatiserende måde. Som muligvis begynder at skabe en refleksion end et andet menneske. Men hvis vi som jeg sagde før, går folk forkert og siger du ødelægger fordi du er sådan og sådan, så er det et angreb. Det er meget svært for de fleste mennesker at komme tilbage fra det. Men hvis vi taler ud fra os selv, så skaber vi plads. Det er i øvrigt et mega fedt koncept i al form for kommunikation, at vi gør det på den måde.

Så det er sådan de tre ting, som jeg lige har med umiddelbart, og det kræver noget af os. Det kræver, at vi har modet til at gøre noget andet. Det kræver, at vi kan have modet til at skabe konfrontation, hvis det er det. Eller i hvert fald en sætte en grænse. Det kræver noget sårbarhed, at vi rent faktisk lægger vores ego lidt til side og siger ”Hey, Jeg vil gerne forstå hvor du kommer fra. Jeg forstår ikke altid, hvordan du tænker. Forklar mig det”. At vi har sårbarheden til at udstille, til at italesætte vores egne grænser, vores egne følelser, men at det handler om os. Og så kræver det – Jeg var ved at sige storsind – det er måske ikke så godt er ord. Det lyder som om, at vi sidder lidt oppe på den høje hest og er bedre end andre mennesker. Det er ikke det, jeg mener. Men jeg mener, at vi har åbenheden og tolerancen over for at andre mennesker er forskellige og lade dem have plads til at være det. Så det er nogle af de kapaciteter vi skal bringe ind i det her. 

Hvis du har knuder på familie relationen eller en eller anden, så håber jeg, at du vil prøve at tage nogle af de her ting og prøve det af, fordi de gør en forskel, når vi begynder at arbejde med det her på den måde. 

Så for nu, vil jeg sige Rigtig god fornøjelse med det og hav det rigtig godt du

Få videoen med 8 afprøvede tips til, hvad du gør ved tankemylder

Udfyld felterne og få videoen med det samme:

Det næste skridt i DIT liv

Pris: 3.300 Kr.

– inkl. kursusmaterialer

Vær opmærksom på, at der er begrænsede pladser på dette kursus – så hvis du ved, at det er noget for dig, så tilmeld dig med det samme, så du sikrer din plads

TILMELDING:

Indtast navn og email nedenfor og send. Overfør herefter 3.300 kr via MobilePay til 91221 (Intuitiv krop)