Opsummering
Oplevelsen af, at vi den ene dag er gode til noget – og at vi er elendige den næste dag… Den er virkelig demoraliserende – men kan ses som et skridt på vejen til at favne det næste niveau af læring og kompetence
Mange af os oplever, at vi har gode kompetencer indenfor et område i livet – og så kan der sukke en tvivl eller en usikkerhed op. Og det kan være følelsen af, at vi pludselig ikke kan finde ud af det. Meget ofte, hænger det følelse sammen med – ikke at vi er blevet dårligere til noget – men at vi har set, at der er flere niveauer indenfor det pågældende område.
Tænk for eksempel på en skoleelev, som gør det rigtig godt – og starter så på en ungdomsuddannelse, hvor niveauet er langt højere – og pågældende elev har pludselig følelsen af ikke at kunne finde ud af noget som helst. Det har jo ikke npget med evnerne at gøre, men derimod erkendelses af, at der er langt mere stof, som vi ikke ved noget om.
Det går igen i stort set alle læringsprocesser. Og det vigtige er, at vi er bevidste om det, så vi ikke slår op i banen, når vi møder modstand – men forstår og anerkender, at det er en del af læringen, at vi på tidspunkter føler, at vi ikke er særlig gode til det.
Hvis vi så vælger, at vi ikke vil investere tid og ressourcer, er det jo fint – så længe vi er bevidste om, hvad vi gør. Men det er rigtig ærgerligt at opgive noget, blot fordi vi ikke kan hold ubehaget ud, ved at være ikke-så-dygtige-endnu
Der er et princip, som beskriver den læringscyklus, hvor vi når det det stadie, som kalde bevidst inkompetence. Det lyder ikke særlig pænt, men dække over, at vi har opdaget, at der er en hel masse, vi ikke kan eller ved noget om endnu. Og nøgleordet er endnu – fordi hvis vi anerkender det – og at vi blot har nået et plateau (som i øvrigt vil blive ved med at komme, når vi lærer mere) og arbejder videre med tingene – så kommer vores næste niveau af mestring også.
Så pointen i denne film er, at når vi møder modstand og/eller oplevelsen af pludselig at være blevet dårlig til noget eller i tvivl om egne evner – så kan vi vælge, at
- Slå os til tåls med, at det nok bare er det niveau, vi kan opnå
- Eller vælge at skride fra den pågældende aktivitet
- Eller (hvilket er min klare favorit) tage handsken op og lære mere om det pågældende emne
Læs hele teksten fra videoen her:
Den fulde udskrift at videoen er her nedenfor. Vær opmærksom på, at en del af det er talesprog og måske ikke helt korrekt, rent sprogligt. Alle Jakobs videoer er filmet i et take og uden manuskript eller teleprompter. Det vil sige, at du læser teksten til en film, som er optaget live og uden editering – med de sproglige unøjagtigheder, det kan medføre
Hej Jakob Bøge her.
Det her med, at vi laver et eller andet, som vi sådan i udgangspunktet føler os gode til og er kompetente indenfor. Og lige pludselig, så sker der det her, hvor vi måske føler os dårlige. Eller begynder at stille spørgsmål i retning af, “Kan jeg overhovedet finde ud af det her, eller er denne her interesse også noget for mig? Eller kan jeg overhovedet finde ud af det her arbejde? Jeg synes egentlig sidste uge, at det gik meget godt, og nu går det lige pludselig ikke særlig godt”. Hvad er det, der sker med det?
Emnet er større, end vi vidste
Det, jeg oplever, der sker, er i virkeligheden, at vi på en eller anden måde har opdaget, at der er mere i et eller andet emne, end vi var klar over. Og et meget godt eksempel. Jeg skal nok komme tilbage på det, men et meget godt eksempel er, at jeg har trænet karate i rigtig mange år, og jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt som brunbælte – man har de her bælter og brun, er den højeste af de farvede og så bliver det sort derefter.
Og som brunbælte, syntes jeg, jeg oplevede, at jeg havde sgu meget godt styr på det der. Og så der er de her spark, sådan et cirkelspark, som jo er kompliceret og komplekst at udføre. Det syntes jeg faktisk, at jeg er blevet ret god til. Og så efter nogle år, så var jeg sammen med andre til denne sortbælte graduering, og vi lavede alle de ting, vi skulle og fik de sorte bælter.
Og “Jaaaa, man” – det er jo sådan næsten sådan en mytologisk størrelse oppe i hovedet på mange af os så i hvert fald. Næste træning kommer ned og tager det her bælte på og skal træne sammen med de andre sortbælter. Og der er jo altså folk på det hold, som havde trænet på daværende tidspunkt, karate rette i længere tid, end jeg havde levet. Og jeg kan huske, da jeg følte, at jeg kom ind og tænkte Det kan jeg godt, det her. Og der gik ikke særlig lang tid, så følte jeg mig pivringe. Og jeg var ikke blevet dårligere. Jeg var overhovedet blevet dårligere. Men jeg var kommet ind i et miljø med nogen, der var rigtig, rigtig meget dygtigere.
Fuldstændig ligesom, at når man bliver rykket op på førsteholdet i fodbold. Fuldstændig ligesom når alle de her kære skoleelever som i folkeskolen er strøget igennem og har fået gode karakterer og 10-taller og 12-taller og mig her og dér. Og så starter de i gymnasiet, og så får de 4. De tænker bare “WHAT – jeg forstår ingenting. Jeg er blevet elendig”. Nej, du er ikke blevet elendig. Der er bare blevet åbnet en dør ind til et rum, der er meget, meget større, og hvor der er mange flere ting ind i og hvor der er meget mere viden.
Og det jeg oplever, er, at vi oplever alle sammen disse skift, hvor vi står og kigger på et eller andet og tænker “Det her, det kunne jeg jo godt. Nu føler mig piv elendig til det”. Måske er det ikke lige det ord, du bruger.
Men i virkeligheden, så hvis ikke vi oplever den følelse eller aldrig har den oplevelse, så oplever jeg, at der i virkeligheden er to ting i det.
Hvis vi aldrig udfordrer os selv
Et: Det kan være, vi holder os fint inden for vores komfortzone, hvor vi aldrig strækker grænsen, fordi så holder vi os til det, vi har styr på. Dér, hvor vi føler os godt tilpas eller i kontrol. Eller det har det kan jeg. Så er den ene løsning.
Et mindset, som elsker udfordringer
Den anden løsning er, at vi har et mindset, en indstilling eller en selvopfattelse, som er, at uanset hvad der dukker op af problemer, så er det jo bare noget, vi kan lære noget af. Og der er nogen, der har det sådan. De færreste har, og langt de færreste har i alle områder af livet. For det er jo sådan, at så kan det være, der er et område af vores liv, f.eks., kan det være, du spiller golf. Og du ved godt, at på et eller andet tidspunkt, så når du har nået til et eller andet handikap, jamen så går du i stå og møffer vi rundt og vi gør, at vi kan kigge på de andre, som har et lavere handikap og lige pludselig, så er der noget, der klikker på plads, og så bliver handicappet lavere, eller vi bliver dygtigere – er en anden måde at udtrykke det på.
Det samme hvis vi vil lære at spille guitar. Så sætter vi os ned og vil prøve at spille dette her stykke, og det lyder rædderlig. Men vi øver og vi øver og lige pludselig, så er den der, og når den dør åbner, så er det, vi begynder at mestre, noget af det, der er inde i det næste rum. Sagen er, at der altid er et rum mere og et rum og et rum og et rum mere og et rum mere.
Nogle områder er vi bedre til end andre
Og det jeg ville sige med mindsettet, det er, at ofte er det jo sådan, at vi kan have denne her følelse af, at være kompetent i et eller flere områder af livet. Men der er for langt, langt, langt de fleste os også områder, hvor vi lige pludselig kan blive i tvivl og føle os dårlige.
Det kan være, at vi det går super godt på arbejde for eksempel, men så opstår der en eller anden udfordring i vores parforhold, og vi har haft det sådan, at “Jeg har jo været god til at være en ægtefælle eller en kæreste eller være mig selv eller været en mand eller en kvinde”, eller hvordan vi nu definerer os selv. Men lige pludselig bliver vi i tvivl. Så lige pludselig kan den her tvivl komme i et område. Det kan også være, at det går fantastisk med vores fritidsinteresse, golfspil eller jeg spiller ikke selv golf.
Men hvis man spiller golf, men så sker der noget med vores børn, hvor de lige pludselig er blevet teenagere. og vi har det sådan, at jeg havde det fantastisk med mine børn. Nu aner jeg ikke, hvad jeg skal stille op. Jeg føler mig elendig og utilstrækkelig som forældre. Og så kan vi sige Det magter jeg ikke – du må tage dig af det. Eller vi kan anerkende, at det er bare sådan, det er.
Beslut at vi vil lære og mestre
Vi lærer – der er sådan en læringskurve, og så kommer vi til et plateau, hvor vi rumsterer rundt, og tingene udvikler sig ikke. Og det er dér, at vi virkelig har muligheden for at kigge os omkring og sige. Enten så kan vi beslutte os for “Golf det er også et LORTE spil. Det er ikke noget for mig”, eller vi beslutter os for at sige: “Jeg ved godt, at det er det her, der sker. Nu tager jeg kampen op med golfkøllen og med mig selv og med alle ting, for jeg ved, at hvis jeg øver mig, og jeg går videre med det her, så kommer jeg over denne hurdle på et eller andet tidspunkt”, og sådan er det med alt. Vi oplever det allesammen inden for stort set uanset hvad vi gør.
Når vi møder en dygtig – kan vi lade os insprere, eller…
Men det, der kan ske, er, at vi har det her, hvor vi synes, at vi er gode til, at det kan være, at du for eksempel er dygtig til at holde præsentationer på dit arbejde. Og lige pludselig kommer der en eller andet udefra, som er helt eminent dygtig. Og så kigger man på dem og tænker bare “ej man”, ik? Det er en mulighed. Muligheden kan være, at vi kigger og tænker, at det her det, det syntes jeg virkelig er svært nu, fordi jeg synes, det gik meget godt. Eller vi kan lade os inspirere. Fordi det er også det, der ligger i det. Vi bliver sjældent rigtig meget dygtigere af kun at færdes kun blandt mennesker, der er på samme niveau eller måske dårligere end os selv, hvis vi kan sige god og dårlig.
”Historien” om, hvorfor vi ikke vil alligevel
Men det der med, at når vi ser nogen, der er dygtigere, lige som jeg oplevede med karate holdet, at der var nogen, som bare var helt vildt dygtige til det her. Og så kan vi kigge på det, og så kan vi vælge at sige “njaaah, det er ikke noget for mig”, vi kan begynde at finde på historier. Det kan være, at det bliver sådan en historie, som at det der med cirkelspark, det dur heller ikke fordi det duer ikke for mit knæ. Det dur sagtens for knæet, men det kan være en plausibel undskyldning for at stoppe på et tidspunkt, hvor vi lige pludselig føler os utilpasse.
Vi må favne ubehaget, hvis vi vil blive dygtigere
Så det, vi er nødt til at gøre. Eller vi er ikke nødt til noget som helst. Men hvis vi vil arbejde videre, hvis vi vil udvikle os, så må vi favne det der ubehag og sige Ja, gu er det ubehageligt. Ja, gu føler jeg ikke, at jeg er god til det her. Men jeg er ikke blevet dårligere. Jeg er ikke blevet dårligere siden i går, men jeg har fundet ud af, at der er noget mere, man kan lære.
Jeg fandt ud af, at der har en meget tykkere bog. Der er et meget større rum, der er en meget større verden, og det er tit, når vi opdager det – det er jo det her med bevidst og ubevidst kompetente og inkompetente og alt det her, at lige nu føler jeg mig rigtig god til at sparke cirkelspark. Jeg er bevidst kompetent, og i virkeligheden så jeg ubevidst inkompetent, fordi jeg ved ikke, at der er et nyt lag. Jeg ved ikke, at der er mange lag eller mange flere lag i det her.
Som det er, når vi har gået i niende klasse, har vi lært matematik, det kører mand og så kommer vi ind på gymnasiet. Og så bliver vi lige pludselig bevidst inkompetente. Vi åbner den der bog og Vi fatter ikke en skid af, hvad der står i den. Det er lige præcis dér, at vi skal hanke op i os selv og blive enige med os selv om at “Hey, det er fair nok. Det er okay. Det er okay, vi ikke kan det. Det er okay, at vi ikke ved det”. Men at vi i virkeligheden tror på, at vi kan lære det.
Det er fint at give op – det skal blot gøres bevidst
Og det er i virkeligheden pointen i hele det her er, at når vi står med denne udfordring, så dybest set, så kan vi vælge at acceptere. Ja, ja, men jeg er også middelmådig til golf, og det er bare sådan, det er. Og hvis det sådan, at vi har det, så er det fint. Det er helt fint, at vi tænker handicap 72, eller hvad man kan have, det er fint fordi jeg nyder at gå en tur, og jeg kan være sammen med godt selskab, og jeg får gået de 8-10 kilometer. Og solen skinner. Eller det gør den måske ikke. Men det er fint sådan, og det er fint.
Men hvis vi bruger det som en undskyldning, så skal vi kigge indad og finde ud af: Ok var der måske i virkeligheden et næste skridt, jeg kunne tage, selv om det var ubehageligt? Og hele pointen i det her – enten, så kan vi acceptere, at det er niveauet. Og hvis vi har det sådan, at det er fint, så er det fint. Så kan vi vælge at stoppe. Vi kan vælge at forlade dette, siger “Arhh Italiensk er heller ikke noget for mig – lorte sprog. Det er det jo ikke.
Men det kan være svært at lære, eller også så kan vi vælge at gå ind i det og sige det her, det er virkelig svært, og jeg bliver udfordret af det. Men jeg tror på, at jeg kan. Jeg kan se tilbage i mit liv, at der er alle mulige ting, der har været svære, og dem er jeg kommet over, det er jeg, fordi jeg har troet på mig selv. Jeg er blevet ved, og jeg er blevet ved. Jeg har øvet mig, jeg har trænet. Og det er i virkeligheden det, der er pointen i det her. Bare træffe et bevidst valg om, være opmærksom på, når du lige pludselig føler, det her skift i mellem, “det gik godt, det gik vitterligt godt – til nu syntes jeg ikke, jeg kan”.
Så er det fordi det er noget af det her, der sker. Oftest er det, fordi der er et nyt rum, der er åbnet. Men vi havde ikke rigtig forstået at balancere os i den læringskurve.
Så ved du hvad, gå ud, invester i – jeg tror på, at noget af det vigtigste vi kan gøre i livet er, at vi kan lære, og at vi kan udvikle os. Så tag det med dig. Gå ud og udfordre de steder, der er svære. Lad være med at tro på, at du er dårlig, og hvis der virkelig er noget, du ikke er særlig god til, så øv dig.
Det var ordene for nu. Rigtig god fornøjelse med det og hav det rigtig godt.
